Hvad er Kunst?

Dette spørgsmål har optaget mig i over 10 år, hvor jeg har arbejdet på at etablere en referenceramme hvorfra spørgsmålet kan stilles og forsøges besvaret. (Kunst, omfatter i denne forbindelse alle kunstarter, selv om det her skrevne nok særligt relaterer til visuel kunst).

Uden en brugbar referenceramme har spørgsmålet ’hvad er kunst?’ kun begrænset mening, hvor svarene for det meste falder i to kategorier. En, som kunne kaldes den ’intellektuelle’ og bl.a. tæller mange mennesker med stillinger indenfor kunstverdenen, vil hævde at indenfor den rette kontekst, kan alt kaldes kunst. Den anden, som nok bl.a. består af et flertal af den almindelige befolkning, har en mere ’emotionel’ tilgang, og hævder at kunst skal have en vis kvalitet, men er ude af stand til at definere præcis hvad der menes med dette.

Den logiske begyndelse, er at se på med hvilket formål (årsag, motiv, hensigt) kunsten er skabt. Dvs. at inddeling i ismer, genrer, osv. og diskussioner om det færdige kunstværk, ikke nødvendigvis fører os til nogen dybere forståelse, mens et forsøg på at forstå formålet med kunsten kan gøre det. Et overfladisk formål med at skabe kunst, er fx at søge opmærksomhed og/eller profit. Et dybere formål, er ønsket om at udforske og lære, og et endnu dybere formål kan ofte associeres med begreber som kald, nødvendighed eller transformation. Ved at bruge en referenceramme der siger noget kvalitativt om kunstnerens formål, nedenfor kaldet kunstnerens primære fokus, kan vi indirekte sige noget kvalitativt om kunsten.

Referencerammen
Hele processen som bringer et kunstværk til verden, kan ses som havende tre specifikke dele, her kaldet resultatet (den kunst vi ser eller oplever) processen (som skaber resultatet) samt årsagen (hvad motiverer eller bevæger kunstneren til at skabe). Enhver kunstner kan have sit primære fokus på enhver af de tre dele, og dette vil, mere end noget andet, sige noget kvalitativt om den kunst de skaber.

Denne referenceramme kan skabe et udgangspunkt hvorfra meningsfulde samtaler og diskussioner om kunst kan foregå, og være et værktøj som kan hjælpe den enkelte til selv at danne sig meninger om kunst. Selv om man ved at se på hvilket ’primært fokus’ en kunstner arbejder ud fra, kan sige noget kvalitativt om kunsten, er referencerammen ment som en hjælp til større indsigt og ikke til at dømme kunst eller kunstnere.

Referencerammen centrale punkter præsenteres her i deres enkle form, ind imellem med relaterede noter der berører eventuelle spørgsmål som kunne tænkes at opstå.

Primært fokus på resultatet – Den selvcentrerede kunstner
Hvis kunstnerens fokus er på resultatet, og på hvad der kan opnås med resultatet, vil den kreative proces være begrænset. Dette beskriver den selvcentrerede og selvhøjtidelige kunstner, altid på jagt efter opmærksomhed og/eller personlig vinding. Mens dennes kunst vil være overfladisk og intetsigende, vil der være et stort ’reklamearbejde’ fra kunstneren og/eller fra de som forsøger at sælge kunstneren, i forsøget på at skjule manglen på originalitet, skønhed, nyttighed, dybde osv. Meget vrøvl omkring kunst er opstået netop pga. dette, for jo sværere det er at tale kvalitativt om kunst, jo lettere er det at opretholde kunst som i virkeligheden har begrænset indhold. H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder’, er stadig lige aktuel.

De fleste mennesker er enige om at en stor del af det at være kreativ, er ’at komme af vejen’ for derved at tillade andre sider af en selv at komme til udtryk. At være kreativ, kan opleves som en belønning i sig selv, da det giver velvære, energi og inspiration, for ikke at tale om glæden ved at skabe noget og se resultaterne af ens arbejde. Det kan endda indeholde oplevelsen af at ’noget større end os selv’, bevæger os og udtrykker sig igennem os. (Det er ikke afgørende for der her skrevne, om der findes noget større end os selv, men er op til den enkeltes tro).
Når man er selvoptaget, kun beskæftiget med selvforherligelse, ens seneste succes eller med at afværge eventuelle nederlag, er man I en tilstand som synes at modsige den kreative proces, der jo handler om udforskning og ikke personlig vinding. Vi er godt bekendt med skjulte dagsordener og manipulation, især indenfor politik og business og reklamebranchen. Men reklamerer vi ikke alle for os selv, lige fra vores udseende til vores meninger og værdier?  Det er nærmest en livsstil at skjule vores sande intentioner og attributter bag reklame. Måske kan denne livsstil synes nødvendig, men den komprimerer kreative processer.

Men det at være selvoptaget, vil ikke afskære alle fra kreativitet. Mange kunstnere synes at kunne separere den del af dem som er selvoptaget, og deres kreativitet. De er i stand til at udforske og skabe, hvorefter der følger et forsøg på at forherlige deres kreative proces eller resultaterne af den og inkassere profitten. Man foregiver at ens kreativitet er speciel eller forbeholdt specielle mennesker (kunstnere), mens kreativitet faktisk er en del af menneskets natur. Der vil enten være et fravær af ydmyghed, eller falsk ydmyghed i et forsøg på at skjule manglen af den.

Uanset evnen til at være kreativ, vil den selvoptagede kunstner ikke skabe noget originalt eller signifikant, idet tanken om personlig vinding aldrig er langt væk, og til stadighed påvirker deres muligheder og beslutninger, fx i retning af det opmærksomhedssøgende eller profitsøgende.

 Men er der ikke mange eksempler på det selvoptagede geni? Hvis man ser nærmere efter, vil der snarere være tale om passioneret besættelse end selvoptagethed. I personens liv vil der også være ydmyghed, tvivl, mod, modgang og nederlag der skal overvindes, ting som vidner om meget mere end selviskhed.

Primært fokus på den kreative proces – den udforskende kunstner
Hvis kunstneren har sit fokus på den kreative proces, frem for resultatet, kan denne proces åbne sig og blive dybere, hvilket bl.a. muliggør udforskning uden at have et klart mål, nye ideer og opdagelser, engagement og passion, samt at kunne lære af erfaring og af egne fejl. Den skabte kunst kan opleves at være interessant, smuk, engagerende, oprigtig, humoristisk eller nyttig. Kunsten vil ikke nødvendigvis være mere signifikant end den skabt med et fokus på egen vinding, men vil ofte være det. I hvert fald vil den være ’renere’ og ikke så infiltreret i kunstnerens ego. Men når man ser på hvor mange som er kreative, alene for glædens skyld, er det tvivlsomt at alle vil producere signifikant kunst. Også børn og hobbykunstnere, ville opfylde kravet om at have deres hovedfokus på processen. Så dette er en blandet kategori, hvor fx erfaring, vedholdenhed, håndværksmæssig kunnen, åbenhed for (og evnen til)at lære, at kunne skabe den rette omstændighed, siger noget om hvor langt personens ønske om at skabe rækker og hvilken ofre de er villige til at gøre for at kunne være kreative – for ikke at glemme noget som kaldes talent (som vil blive taget op senere). Sagt meget kort, er kreative processer naturlige og berigende for os, men langt fra alle vil give resultater der er signifikante. Nogle tror at det er nok at ’slå sig løs’ og at det alene vil skabe signifikant kunst. Ikke for musikeren, der behøver træning og erfaring, samt et godt øre for musik, så hvorfor skulle den visuelle kunstner kunne nøjes med mindre?

Primært fokus på formålet – den dedikerede kunstner
Nogle føler sig ‘kaldet’ fra en tidlig alder, har en vision, vil intet andet, mens andre oplever en stigende grad af dedikation gennem års arbejde, og langt de fleste må arbejde vedholdende for at finde deres udtryk og kultivere deres evner. For nogle vil de stadige kreative forsøg drage dem til ikke kun at fokusere på processen, men på selve formålet med kreativitet. Det behøver ikke være et bevidst og artikuleret fokus og det er også vanskeligt at beskrive hvad det betyder med ord alene. Nu er hverken proces eller resultat det vigtigste, men selve det at følge et kald, en mission, en vision, at være bevæget. At opsøge og være et med kreativitetens kilde bliver vigtigere end noget andet. Mens kunstneren der fokuserer på processen, kan vælge om de vil være kreative, udforske, udvikle sig og lære, og vælge hvor meget tid de vil bruge på det, er dette ikke en mulighed for den dedikerede kunstner, som er bevæget af noget som nærmest har sit eget liv og som de vil ofre alt for. Det skal indskydes, at det at have sit hovedfokus på formålet med at skabe, er fuldstændig anderledes end konstant at føle sig drevet til at søge opmærksomhed; noget den selvcentrerede kunstner vil forsøge at hævde er det samme.
Den dedikerede kunstners kunst kan være nyskabende, have stor skønhed og originalitet, og vil på en eller anden måde afdække og videregive oplevelsen af noget større der har bevæget kunstneren. Men ofte vil denne kunstner slet ikke blive opdaget eller værdsat.  Ligesom man ikke kan sige at alle der bliver anerkendte er talentfulde, kan man heller ikke sige at alle der er talentfulde bliver anerkendte.
Mens den selvcentrerede kunstner kan have personligheds træk som hjælper dem få berømmelse for noget af tvivlsom værdi, kan den dedikerede kunstner have træk der forhindrer dem, såsom tvivl, lavt selvværd, ensomhed eller stædighed. Derfor har de måske to kampe, en med deres kunst og en med hvordan de præsenterer sig selv og deres kunst. Det være sagt, er det en kombination af mange faktorer der afgør hvem der bliver anerkendt. Hver af de tre kategorier, har dog en ting til fælles; det er kun ganske få som anerkendes. Der er et stort ’marked’ for det overfladiske, men mange om udbuddet, et relativt stort ’marked’ for det mere oprigtige, men fortsat mange om udbuddet, mens ’markedet’ for dedikeret kunst, ofte er et ukendt potentiale som skal vækkes, hvilket både er en udfordring for kunstneren og for de der skal finde kunsten.

Uddybende noter
Selvfølgelig vil en kunstner ikke have sit fokus på kun ét af de tre områder der tilsammen manifesterer kunsten. Et hovedfokus på formålet, vil inkludere sekundære fokus på processen og resultatet, et hovedfokus på processen, vil inkludere et sekundært fokus på resultatet, mens en hovedfokus på resultatet vil afskære et fokus på formålet og begrænse et fokus på processen.

I realiteten vil få have 100 % fokus ét sted, ligesom man kan bevæge sig fra et fokus til et andet, enten ’opad’ gennem arbejde og udvikling, eller ’nedad’, som det faktisk også kræver arbejde at undgå. Og endelig kan kunstnere kan have fokus på flere af aspekterne samtidig, hvilket i sig selv kan være en udfordring der skal arbejdes med.

Hvordan skal vi se på de mange kunstnere som arbejder med bestillingsopgaver eller på andre måder skal have deres kunst accepteret? Er de ikke tvunget til at have hovedfokus på resultatet? Den selvcentrerede kunstner vil ikke tage deres publikum alvorligt, og være ligeglade med (eller uvidende om) hvilke reaktioner de skaber, bare de kommer i fokus. De føler sig hævet over deres publikum. Den udforskende kunstner vil gå langt for at sikre sig at deres kunst har kvaliteter de kan stå inde for og kvaliteter der tilfredsstiller deres publikum, og til dels gøre dette ved at finde ud af hvad der er brug for. Så selv om de arbejder imod et specifikt resultat, har de større mulighed for at udforske og have mere omsorg, oprigtighed og engagement i processen og overfor deres publikum. Den dedikerede kunstner kan også arbejde med bestillingsopgaver og vælge at gøre dette på samme måde som den udforskende kunstner, men have den ekstra mulighed at bevæge sig uden for ’kontrakten’, ikke af personlige grunde, men fordi det for dem er vigtigere hele tiden at udvikle sig, og også fordi det er vigtigere at stå ved selvvalgte principper end at tilfredsstille et publikum.

Et delvist overlappende og stort område, er de mange mennesker som ansættes til at være kreative, fx i underholdningsindustrien, reklamebranchen og som produktudviklere i virksomheder. Denne form for kreativitet vil blive taget op senere, men indtil da kan det siges at de der bestiller og betaler for den, ved at det kreative og det profitsøgende skal skilles ad.

Mere om de tre fokus
Den selvcentrerede kunstner tager udgangspunkt i det overfladiske og almene, enten ved at forherlige det eller ved at nedgøre og være i opposition til det, og kræver anerkendelse for noget som fastholder udøver og modtager på overfladen. Den udforskende kunstner kan også tage udgangspunkt i det almene, og ønsker anerkendelse for noget der er til gavn, glæde eller inspiration, mens den dedikerede kunstner, blot søger at være en del af noget større, uanset anerkendelse.
Den selvcentrerede kunstner søger forgæves at fylde et bundløst kar med bekræftelse og opmærksomhed. Den udforskende kunstner er optaget af at fylde karet med noget der har en vis substans, mens den dedikerede kunstners kar fyldes og flyder over af sig selv, alt imens den kontinuerlige undersøgelse af hvor kilden til indholdet stammer fra fortsætter.


Blokering af kreativitet
Der er ikke noget som berømmelse, som kan true ens kreative potentiale. Mens nogle vil forblive oprigtige og ydmyge, vil andre ikke kunne modstå de fordele og den magt de pludselig finder deres kreativitet har givet dem. De bliver mindre og mindre i stand til at skabe noget af samme kvalitet som det der gav dem anerkendelsen. En anden blokering af kreativ kraft, er oplevelsen af fortsatte nederlag og manglende anerkendelse. Nogle giver op hvis de ikke får den anerkendelse de synes de fortjener. Der kan også være en økonomisk problemstilling; man er simpelthen nødt til at gøre andre ting for at overleve. I sidste ende er det snarere ens livsanskuelser end beviste resultater der udmærker et menneske der er drevet af en dyb passion for at udforske og skabe.

Referencerammen i en større kontekst
Selv om de her skrevne handler om kunst, er det klart at referencerammen som beskrives, omfatter mere end et enkelt emne. Alle mennesker har potentielt tre slags livsanskuelser og tilhørende adfærd; en der hjælper os med at overleve og vinde, en der ønsker at udforske og lære, og en der er fuldstændig dedikeret til et højere kald. Jo mere vi besøger den første, jo mindre vil vi være i stand til at benytte de to andre. Vi har brug for alle tre, og en vis person vil integrere dem i et højere formål.

14. november 2011